§ 1.
Den selvejende institutions navn er Børnehuset Babuska.
Dens hjemsted er Skanderborg Kommune, og beliggenheden er Grønnedalsvej 16 A, 8660 Skanderborg.

§ 2.
Det er institutionens formål at virke som daginstitution for vuggestue- og børnehavebørn, i henhold til lov om social service, §§ 8, 11 a, 12, 14 og 15 samt § 16 om tilsyn i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. Institutionens formål er at udføre vuggestue- og børnehavearbejde på grundlag af Waldorfpædagogikken.

§ 3.
Den selvejende institutions ledelse består af en bestyrelse, der varetager den overordnede ledelse, og en leder, der under ansvar overfor bestyrelsen varetager den daglige, administrative ledelse og drift af institutionen.
Lederen og pædagogerne varetager i fællesskab det pædagogiske arbejde.

§ 4.
Bestyrelsen består af syv  medlemmer. Tre medlemmer, der vælges blandt og af forældrekredsen, to medlemmer som udpeges af Rudolf Steinerpædagogseminariet/ Antroposofisk Selskab/ Sammenslutningen af Rudolf Steinerbørnehaver eller anden efter § 2 relevant samarbejdspartner, Børnehusets leder og et medlem der vælges blandt og af det fastansatte personale.
Leder og medarbejderrepræsentant deltager uden stemmeret.
Bestyrelsesmedlemmer kan ikke samtidig være medlem af Højskoleforeningens bestyrelse, Skoleforeningens bestyrelse eller Rudolf Steinerskolens bestyrelse medmindre man er udpeget.

Stk. 2. Forældrerepræsentanterne vælges for en to-årig periode, således at to forældrerepræsentanter er på valg i lige år og en forældrerepræsentant er på valg i ulige år. Hvert år vælges henholdsvis en første og en anden suppleant. Som forældrerepræsentanter hhv. suppleanter kan kun vælges forældre, der ikke samtidig er fastansatte medarbejdere.
De udpegede medlemmer vælges for en firårig periode.

Det fastansatte personale vælger en medarbejderrepræsentant. Medarbejderne beslutter i fællesskab periodens længde.

Stk. 3. Bestyrelsen skal indkalde forældre og ansatte til årsmøde i marts/april. Dette skal ske med mindst tre ugers varsel og med angivelse af dagsorden. Her skal der vælges forældrerepræsentanter og suppleanter til bestyrelsen. Ligeledes skal der aflægges beretning om det forgange år og der skal orienteres om Børnehusets økonomi.

§ 5.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med en kasserer, en sekretær og en formand, som indkalder til og leder møder. Kassereren udpeges desuden som næstformand og træder i formandens sted, ved dennes forfald. Formand og kasserer vælges blandt de udpegede medlemmer.

Stk. 2. Bestyrelsen afholder mindst 4 møder årligt, hvoraf mindst de tre skal være på institutionen.

Stk. 3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst fire stemmeberettigede medlemmer er til stede.

Stk. 4. Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden. I tilfælde af formandens varige forfald, eller hvis formanden ikke - trods henstilling fra mindst to medlemmer - indkalder til møde, kan to medlemmer indkalde til møde. 

Stk. 5. Bestyrelsens afgørelser træffes, medmindre andet er bestemt i vedtægten eller i forretningsordenen, ved almindelig flertalsbeslutning. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 6. Beslutninger omhandlende:

Lederansættelser,
ansættelser i almindelighed,
institutionens formue,
vedtægtsændringer,
nedlæggelse af institutionen
ejendomsforhold og andre forhold af væsentlig betydning for institutionens drift og formål kræver dog enstemmighed.

Stk. 7. Over bestyrelsens forhandlinger og trufne beslutninger udarbejdes et skriftligt referat, der tilstilles samtlige bestyrelsesmedlemmer senest 14 dage efter mødet, og godkendes på det efterfølgende møde. 

Bestyrelsen fastsætter herudover selv sin forretningsorden (er vedlagt vedtægterne).

Stk. 8. Bestyrelsesarbejdet er i henhold til forvaltningsloven og straffeloven underlagt en almindelig tavshedspligt, der fortsætter efter bestyrelsesmedlemmet er udtrådt af bestyrelsen.

Bestyrelsen er forpligtet til (skriftligt) at orientere nye bestyrelsesmedlemmer om denne tavshedspligt (og modtage kvittering for bestyrelsesmedlemmets modtagelse af denne orientering).

Stk. 9. Det påhviler bestyrelsen at sørge for, at nyvalgte bestyrelsesmedlemmer umiddelbart ved deres indtræden i bestyrelsen er gjort bekendt med nærværende vedtægt, samt bestyrelsens eventuelle forretningsorden og øvrige i institutionen gældende retningslinier.

§ 6.
Der udarbejdes hvert år en års- eller virksomhedsplan for institutionen. Udarbejdelsen sker i samarbejde mellem bestyrelsen, den daglige leder og institutionens personale.
Planens formål er at den skal virke som arbejds- og styringsredskab for bestyrelse og personale, og desuden overfor forældrene, kommunen og øvrige samarbejdspartnere være orienterende og oplysende om institutionens virksomhed.
 
§ 7.
Bestyrelsen påser, at den selvejende institutions administrative og økonomiske anliggender varetages under hensyntagen til institutionens formål og de regler, der til enhver tid gælder for institutionens ledelse og drift.

Bestyrelsen har ret til at undersøge alle forhold der vedrører institutionen og til at forlange oplysninger af lederen/personalet.

Indgåelse og ophævelse af aftaler, der rækker ud over institutionens daglige ledelse og drift, kræver bestyrelsens tilslutning.

Indgåelse og ophævelse af aftaler, som berører institutionens kapital, kræver tilslutning fra samtlige bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen kan fastlægge de nærmere regler for den selvejende institutions ledelse og drift.

§ 8.
Institutionen hæfter med sin egenkapital/formue efter dansk rets almindelige regler for alle institutionen påhvilende gældsforpligtelser.

Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer er ansvarlige for institutionens dispositioner i overensstemmelse med dansk rets almindelige ansvarsregler. 

Stk. 3. Til at forpligte institutionen overfor trediemand kræves underskrift af mindst to bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden, eller ved dennes længerevarende fravær tre bestyrelsesmedlemmer.

Dispositioner over fast ejendom eller institutionens lejemål kræver underskrift af et flertal af bestyrelsens stemmeberettigede medlemmer, herunder formanden. 

§ 9.
Bestyrelsen kan - efter nærmere konkret aftale herom - delegere ansættelseskompetence til institutionens leder.

§ 10.
Ved institutionens nedlæggelse vil dens formue overgå til Rudolf Steiner Skolen i Skanderborg.